Home / Tal og tendenser / Analyse: København tiltrækker yngre kinesiske turister

Analyse: København tiltrækker yngre kinesiske turister

Den Lille Havfrue er et yndet udflugtsmål for kinesiske turister i Danmark. Et nyt dansk-kinesisk samarbejde skal gerne få endnu flere kinesiske turister til landet. (Foto: Lars Bo Axelholm)
Den Lille Havfrue er et yndet udflugtsmål for kinesiske turister i København, selv i februar. En analyse fra Chinavia viser, at tre ud af fire kinesiske turister i København er under 45 år gamle. Det skriver Wonderful Copenhagen. (Foto: Lars Bo Axelholm)

Blandt byer i Norden har København bedst fat i de yngre kinesiske turister. De er interesseret i den lokale gastronomi og kulturoplevelser som eks. teater, gallerier og museer.

Det viser Kina-projektet Chinavias nye markedsundersøgelse af kinesiske turister i Norden, som kommer på gaden i foråret 2017.

Samtidig er der stort fokus på kinesisk turisme i forbindelse med dansk-kinesisk turismeår, og en vækst på 9,2 pct. i kinesisk turisme i hovedstadsregionen sidste år. Det skriver Wonderful Copenhagen.

Aldersfordelingen blandt kinesiske turister i København taler sit tydelige sprog.

Tre ud af fire kinesiske turister i den danske hovedstad er under 45 år gammel. Halvdelen af de kinesiske besøgende i København er mellem 25 og 44 år, og når de helt unge, der ofte rejser med familien, tælles med, udgør andelen under 45 år i alt 73 pct.

Det gør København til den by i den nye nordiske undersøgelse af kinesiske turister, der har bedst tag i det yngre segment.

Undersøgelsen kortlægger bl.a. demografi, rejseadfærd og brug af sociale medier blandt kinesiske turister og er udført i regi af det fælles nordiske Kina-projektet Chinavia, der er forankret hos Wonderful Copenhagen.

Undersøgelsen er gennemført blandt kinesiske rejsende i København, Stockholm, Helsinki og Göteborg, og derudover er Malmø, Skåne og Odense med i undersøgelsen som partnere i perioden august – november 2016.

Kinesiske turister deler oplevelsen

De yngre kinesiske turister har stor interesse for det lokale kulturliv, da omkring 70 pct. af de 25 – 44 årige enten har besøgt et museum, et galleri, et teater eller lignende under besøget i København.

Lysten til at opleve det lokale kommer også til udtryk i forhold til gastronomi. På tværs af alder har 7 ud af 10 af de kinesiske gæster oplevet den lokale madkultur i København. At interessen rækker længere end bare et enkelt måltid kan ses af, at ca. halvdelen af det yngre segment på 25 – 44 år slet ikke har spist kinesisk mad under opholdet.

Mange af de lokale københavneroplevelser ender på de kinesiske sociale medier, da ca. 9 ud af 10 af de kinesiske turister ifølge undersøgelsen vil lægge deres oplevelser i København ud på deres egne sociale medie-profiler.

Samtidig svarer 68 pct. i undersøgelsen, at anbefalinger fra venner og familie er vigtigt, når de selv planlægger ferie, derfor er de kinesiske turisters profilering af København i sociale medier med til at bane vejen for endnu flere besøgende fremover.

”Undersøgelsen viser tydeligt, at lokale oplevelser er vigtigt for de kinesiske rejsende, og at andres oplevelser, som bl.a. deles i sociale medier, har stor betydning i forhold til valg af destination. Det matcher pointerne i Wonderful Copenhagens nye strategi ”Localhood”, som netop fokuserer på lokale oplevelser som destinationens hovedattraktion. Oplevelser, som de rejsende har lyst til at dele i sociale medier og dermed inspirere andre til også at rejse hertil,” siger Signe Jungersted, udviklingschef i Wonderful Copenhagen, og fortsætter:

”Det understreger i øvrigt også den afgørende vigtighed af at sikre, at vores kinesiske gæster rejser hjem med gode oplevelser – dele-værdige oplevelser – hvilket vi arbejder på med både vores Kina-klar destinationsinitiativer, udvikling af kinesiske bykort samt ved målrettede anbefalinger på vores kinesiske profiler på sociale medier.”