Home / Blogs / Æstetik og magt i dansk turisme

Æstetik og magt i dansk turisme

Peter Kvistgaard, turisme- og oplevelsesforsker, Ph.D. (Foto: Tove Koch)
Peter Kvistgaard, turisme- og oplevelsesforsker, Ph.D.
(Foto: Tove Koch)

BLOG: Det danske turismefelt ser i 2018 markant anderledes ud, end det gjorde tilbage i år 2000 for nu at tage det som fikspunkt.

Dengang var det helt andre aktører, der dominerede billedet.

Dengang var erhvervsministeriet ikke særligt toneangivende – måske mere retningsgivende og vejledende.

Det var de regionale turismeudviklingsselskaber, Danmarks Turistråd, regionerne, kommunerne og turistforeningerne, der dominerede billedet sammen med enkelte store virksomheder. (Hvis du vil læse mere om turismefelter, så kig i min bog fra 2006 ‘Problemer og magt i regional turismepolicy’.)

I 2018 er det et helt andet felt.

Her dominerer erhvervsministeriet, kommunerne (KL), Dansk Industri, Dansk Erhverv, Horesta med flere med et blik nedover det øvrige felt med kommuner og destinationsselskaber samt naturligvis hele den private sektor.

Realdania hører til i turismefeltet.

Realdania ser næppe sin filantropiske aktivitet som noget, der direkte hører til i turismefeltet.

Men Realdanias praksis de senere år har konkret vist, at der er en særlig interesse for turismeudvikling i Danmark – især kystudvikling synes at spille en central rolle.

LÆS OGSÅ: BLOG: Yes Minister! Dansk turismes nye regime

Realdanias aktiviteter har også en skyggeside

Realdania har gennem en række kampagner skudt betydelige summer ind i dansk turisme.

Realdania har også bidraget kraftigt til, at eksempelvis Dansk Kyst- og Naturturisme har kunnet igangsætte det omfattende destinationsudviklingsprogram, som giver mulighed for at udvikle mere konkurrencedygtige destinationer i Danmark.

Realdania bidrager også på andre måder gennem støtte til eksempelvis etableringen af en dansk investeringsfond. Hertil kommer hele det politiske engagement, som sker uset bag linjerne.

Alle disse tiltag er gode. Men der er også en skyggeside til dette. Og det er her begreberne æstetik og magt kommer ind.

Men andre begreber kommer også ind, nemlig forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Det vender jeg tilbage til sidst i mit blogindlæg.

Realdania opererer i et marked, hvor en række aktører – især kommunale – mangler midler til at udvikle forskellige områder; landsbyer, renovering af bygninger af eksempelvis historisk værdi, infrastruktur med meget mere.

Men når aktørerne mangler penge, så sætter det dem i en sårbar situation.

LÆS OGSÅ: BLOG: De fordømte pejlemærker – proces og indhold

Realdania dominerer under radaren

Politik handler dybest set om magt og værdier. Hvilke værdier der kan dominere et bestemt felt. I turismefeltet anno 2018 synes de dominerende værdier at være magtsikring gennem centralisering, effektivisering og større enheder.

Disse værdier synes umiddelbart at ligge langt fra filantropi, men gennem Realdanias faktiske aktiviteter og indirekte politiske støtte kan man godt forestille sig, at Realdania de facto er en helt central spiller i det danske turismefelt anno 2018.

Men Realdania dominerer ikke feltet gennem direkte magt og politik. Realdania dominerer gennem æstetik og midler (støttekroner). Og det forekommer langt mere subtilt og under radaren.

Æstetik handler om mange ting. Man kan – i en fornærmende kort version – sige, at æstetik handler om at give adgang til nye indsigter, og at æstetik har en dannende og opdragende funktion, tillige med at den giver nye sansemæssige indtryk (Jantzen et al. 2011).

Realdania dominerer feltet gennem et særligt syn på, hvad god og rigtig æstetik er, og hvordan god og rigtig æstetik udføres i de forskellige kampagner, som Realdania sætter i gang, og de konkrete projekter, som Realdania vælger at give støtte til.

Men hvad er det så for en æstetik, der dominerer i dansk turisme, kan man spørge.

Løkken Moleleje. (Foto: Realdania Stedet Tæller/Lars Engelgaar)
Løkken Moleleje. (Foto: Realdania Stedet Tæller/Lars Engelgaar)

‘Mcdonaldisation’ af dansk turisme

For mig at se sker der en ensliggørelse af alt i dansk turisme, hvor Realdanias æstetiske sans kommer ind.

For øjeblikket er begrebet ‘sameness’ blevet aktuelt. Blandt andet Skift.com har på det seneste adresseret netop dette emne som en slags omsiggribende trussel mod det lokalt unikke.

Om at steder kommer til at ligne hinanden mere og mere, og at der tilbydes det samme over alt. Det kan også kaldes ‘McDonaldisation’.

‘Sameness’ er næppe en særlig attraktiv udvikling – hverken for udbyderne eller aftagerne af turismeprodukter og oplevelser.

Hvis alt opfattes som ‘the same’ af aftagerne, så falder udbydernes attraktivitet på markedet. Det vil være en helt naturlig konsekvens, og det er formentlig ikke det, der er intentionen bag eksempelvis Realdanias støtte af dansk turisme.

Jeg er bekymret for, at der er ved at udvikle sig en slags ‘sameness’ i dansk turisme – blandt andet på grund af Realdanias æstetiske værdifastsættelse.

Der sker mange gode ting i dansk turisme qua Realdanias penge. Men man skal ikke være blind for, at der med et ganske bestemt æstetisk værdisæt følger magt.

Skal alt være ens?

Magt kan vises på mange måder.

Ifølge Hall & Jenkins (1995) taler men i klassisk policyteori om 6 typer af magt.

Jeg vil ikke beskæftige mig med alle men blot zoome ind på den, der kaldes Coersion. Det er den stille slags magt. Den magtform, hvor A ved hjælp af forskellige ikke direkte midler får B til at gøre det, som A gerne vil.

Det kan for eksempel være gennem en bestemt måde at se æstetik på. Hvad er pænt. Hvad er godt. Hvad virker, og hvad virker ikke.

Hvis B ikke vil følger denne æstetik, så får B ganske enkelt ikke de midler, som er søgt om. Så let er det bare.

Spørgsmålet er, hvilke langsigtede konsekvenser sådan en æstetik kan have for dansk turisme eksempelvis. Skal dansk turisme kendetegnes ved én smagspræference, som Bourdieu ville kalde det?

Det kunne forekomme som om, Realdanias smagspræference rammer direkte ned i den mellemste til øverste del af middelklassen med dens søgen efter mondænitet.

Det er ganske vist sådan, at middelklassen verden over vokser, og det kan derfor synes helt og aldeles fornuftigt at satse på middelklasseæstetik. Men er det fornuftigt, at alt kommer til at være indstillet efter en form for metermålsæstetik baseret på en ‘klasses’ æstetik?

Skal Nr. Vorupørs havnebad ligne havnebadet i Aalborg, Aarhus eller København?

Skal Klitmøllers betonudsigtspunkt virkelig være i beton? Kunne man ikke have gået lidt længere ud af oplevelsessporet i Løkken ved at have hævet barren bare lidt i projektet Løkken Moleleje, så den virkelig havde gjort det, som æstetikken kan, nemlig udfordre vante anskuelser på en kropsligt involverende måde, som Jantzen et al. skriver.

Tænk hvis man havde turdet gå længere end en betonmole ud i havet. Tænk hvis man i praksis havde ladet sig inspirere af ting, der foregår andre steder i verden og gjort det sanseligt udfordrende at betræde molen – som for eksempel i Norge og Nordtyskland.

Havbadet i Nørre Vorupør. (Foto: Realdania/Normann Sloth)
Havbadet i Nørre Vorupør. (Foto: Realdania/Normann Sloth)

Aktører føler sig kørt over

Jeg er bekendt med en række aktører i dansk turisme, der føler, at deres smagspræferencer ikke bliver mødt med entusiasme og åbenhed fra Realdanias side.

Flere aktører har tilkendegivet over for mig, at de føler sig kørt over. På en slags subtil og usagt måde. Gennem en bestemt æstetik.

Det bliver derfor farligt at bedrive filantropi, hvis der med filantropien følger en vis argumentresistens over for andre måder at anskue virkeligheden på. Hvis én æstetik bliver bestemmende, så opstår der en reel fare for ‘sameness’. Så kommer Nr. Vorupør til at ligne alt muligt andet.

Turisme er per definition en søgen efter kontraster. Kontraster fra hjemmet. Kontraster, der kan give en person noget nyt. Kontraster, der kan udvide ens horisont, og som kan udfordre ens anskuelser på en kropsligt involverende måde.

Men hvis man gør alt til det samme (sameness), så risikerer man helt at udvande de forskellige steder, som ifølge Realdania tæller.

Mister vi stedernes særpræg?

Realdanias Stedet Tæller-kampagne havde til formål at trække stedernes forskelligheder frem. Men spørgsmålet er, om det rent faktisk er lykkedes. Er stederne forskellige, nu hvor Realdanias egne arkitekter, ingeniører og konsulenter har været i gang?

Eller er der sket en ensliggørelse gennem et sæt af smagspræferencer, som man måske ubevidst har ført ned over de mange forskellige projekter?

Måske er Realdania blevet blind for, at æstetikken reelt er et magtinstrument.

Jeg kender ikke svarene, men jeg tænker over det.

Jantzen et al. taler om ‘uselvfølgeliggørelse’ i deres bog om oplevelsesdesign fra 2011.

Jeg er bekymret for, om Realdanias magt gennem æstetikken og smagspræferencerne spiller for stor en rolle.

At det hele bliver det samme, og at vi mister stedernes kontrasterende betydning – for de, der bor der, og for de, der besøger stederne.

Hvert sted skulle gerne være en oplevelse for alle – lokale som turister. Det skulle gerne være en kontrast, der gør, at turisten siger: ”Wow, det var godt nok en helt særlig oplevelse. Det var ikke det samme, som jeg kunne få alle steder.”

Vi skal vel næppe søge den samme middelklasse-mondænitet over det hele.

Der skal være plads til, at nogle steder er rå ad helvede til, mens andre står nydeligt og pænt for den mondænitetssøgende middelklasse.

Længe leve forskelligheden, som vi blandt andet prædiker i folkeskolen. Mon ikke det er bedre med forskellighed frem for ensformighed, ensretning og ensliggørelse i udtryk og form.

Af turisme- og oplevelsesforsker Peter Kvistgaard, Ph.D.